Shelter for Memories, 2025
Vi lever i en tid, der bekymrer mig. En verden præget af uro, krig og klimakrise. Det påvirker mit ellers lyse og lette sind, og den fremtid jeg altid har drømt om, føles nu uvis. Jeg tænker på mine små børns fremtid – hvilken hverdag venter dem? Hvis de en dag selv bringer liv til verdenen, hvilken virkelighed vil deres børn så vokse op i?
I medierne tales der om at preppe – forberede sig på det uforudsigelige, på katastrofer, der måske venter rundt om hjørnet. Men hvad er det egentlig, vi skal ruste os til? Er det klima-forandringerne, der en dag vil tvinge os til at forlade vores hjem? Skal vi flygte? Søge ly? Og hvad tager vi med os, når vi ikke ved, hvor vi ender?
Måske får vi brug for mere end mad og vand. Måske får vi brug for noget, der kan beskytte os – og minde os om, hvem vi er. Noget, der bærer på vores historie, og holder fast i det, der er værdifuldt.
Med det i tankerne har jeg skabt Shelter for Memories – beholdere til minder, båret tæt på kroppen. Vedhængene er som moderne talis-maner, formgivet til at rumme lyse, kærlige og meningsfulde minder. De giver følgeskab på rejsen – som små beholdere med kraft og varme.
Når du holder om dit smykke, kan du finde ro. Lade et minde vokse frem, og mærke styrken i det, du kommer fra. For selv i en urolig verden kan vi bære noget med os, som ingen kan tage fra os.
Billeder på vej...